AngstTelefonen - Børn, Unge og Forældre
Hvis du er barn eller ung, kan du ringe til Angstforeningens telefonlinje, når du har brug for en at tale med.
Angst kan være en følelse, der pludselig overvælder dig, eller det kan være helt bestemte tanker eller situationer, der gør dig bange. Det kan være hver dag, eller det kan være en gang imellem. Måske har du ikke har lyst til at gå i skole, eller måske får du tit ondt i maven på grund af noget bestemt. Det kan være svært at tale om, men vi ved rigtig meget om angst, og vi er gode til at lytte og til at forstå.
Måske kan vi sammen finde ud af, hvordan du bedst kan få hjælp til at komme ud af din angst, og hvad du selv kan gøre for at få det bedre. Vi kan også tale om, hvordan du får fortalt dine nærmeste, hvordan du har det, hvis de ikke ved det endnu. Det er dig, der bestemmer, hvad du har brug for at tale om eller få hjælp til.
Hvis du er forælder, kan du tale med os om, hvordan du bedst støtter et barn eller en ung med angst og om, hvilke behandlingsformer og muligheder der findes. Du kan også tale med os om, hvordan du passer på dig selv som pårørende eller om noget helt andet. Vi er gode til at lytte, når det hele er svært.